Beskrivelse
Brut Rosé, Crémant de Loire
Domaine Langlois-Château
Saumur
Vinområdet Loire følger floden (Frankrigs længste) af samme navn og er rammen om en mangfoldig produktion af især hvide vine, som fremstilles på et hav af forskellige druer.
Domaine Langlois-Chateau er et af de klassiske huse i Loire - beliggende i Saumur, som er en eventyrlig by med gamle torneroseslotte, høje tårne med spir, voldgrave, små tætte gader og markeder, som giver stedet sin utrolige charme.
Vinhuset blev grundlagt i 1912 og ejer i dag 73 ha marker i områderne Sancerre, Saumur og Saumur Champigny. En stor del af druerne ender i mousserende vine, de såkaldte cremant’er, og derudover produceres sancerre, pouilly-fumé, saumur og den søde coteaux du layon.
Brut Rosé, Crémant de Loire:
Cabernet franc-druerne til denne rosé crémant stammer fra to underområder i Loire, hvor vinstokkene vokser både i kalk og kridtsten. Vinen er fremstillet ved ”saignée-metoden” - dvs. at druerne ved egen vægt og et ganske let pres brister og ”bløder”. Denne metode giver den bedste most, der efter nogle timers skindkontakt (macération) opnår den ønskede laksefarve. Vinen lagrer 18 mdr. med gærresterne på flaske.