Beskrivelse
Alexander Valley er den største og ældste vinproducerende dal i Sonoma. Områdets vinhistorie går tilbage til 1850’erne. I dalen ligger en lang række af Californiens bedst kendte huse, deriblandt Alexander Valley Vineyards, der blev grundlagt i 1962.
Det er et familieejet vineri, som med sin produktion på ca. 1 mio. flasker om året er af en ganske anselig størrelse selv efter amerikanske forhold. 3. og 4. generation af Wetzel-familien arbejder sammen om fremstillingen af et sortiment på over 20 vine. Både enkeltdruevine og blends, røde som hvide.
Stilen i vinene er fyldig, solmættet og saftig med relativ høj alkohol. Især nationaldruen zinfandel gør det særdeles godt på disse kanter, og Alexander Valley Vineyards fremstiller adskillige fortolkninger af druen - lige fra den frugtige og elegante til den mørke, fadprægede og koncentrerede udgave.